Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Molevitten som arbejdsplads

Trivsel, fleksibilitet og arbejdsglæde i højsædet

Molevitten er en arbejdsplads, hvor trivsel, fleksibilitet og arbejdsglæde er i højsædet.

Vi lægger vægt på, at personalegruppen har en fælles grundholdning til Molevittens målsætning og personalepolitikker. Engagement og lyst til personlig og faglig udvikling er fælles drivkraft for os alle. Desuden vægter vi, at personalegruppen repræsenterer et bredt udsnit af forskellige personligheder med forskellige kompetencer og interesser.

Det skal gerne være både rart, sjovt og udfordrende at arbejde i Molevitten. Personalegruppens trivsel og engagement er afgørende for kvaliteten af vores pædagogiske arbejde, så derfor er det et centralt fokusområde hos os i Molevitten.

Udvikling og samarbejde

Vi gør brug af mange forskellige personaleudviklingsredskaber, bl.a. et fast introprogram til nye medarbejdere, MUS (MedarbejderUdviklingsSamtaler), personalemøder, personaledag, mulighed for intern supervision/coaching samt individuel udvikling via kurser og videreuddannelse.

Vi vægter, at dagligdagen i Molevitten skal bære præg af et positivt livssyn, så vi sammen skaber en atmosfære, som er båret af glæde, lyst, gåpåmod, optimisme og en summen af liv.

Derudover forventer vi, at hver enkelt medarbejder er opmærksom på sin egen arbejdsglæde og reagerer på eventuelle tegn på mistrivsel, f.eks. ved at inddrage andre relevante personer. Det er via glæde, lyst og engagement, vi kan udvikle en god arbejdsplads for de voksne og skabe et godt trivsels-, udviklings- og læringsmiljø for Molevittens børn.

Vi arbejder bevidst med at afdække personalegruppens individuelle egenskaber og ressourcer. Hver enkelt skal være opmærksom på, at egne og andres ressourcer bliver brugt optimalt i dagligdagen – primært til gavn og glæde for børnene, men også for at sikre udviklingen af personalets arbejdsglæde og faglighed.

Konkret betyder det, at vi alle er ansvarlige for at komme med ideer og initiativer samt være handledygtige på en samarbejdsvillig og ansvarlig måde. Vi forventer, at alle medarbejdere forholder sig aktivt, lyttende og spørgende til hinanden.

Vi bruger hinanden som sparringspartnere, da vi arbejder ud fra en tankegang om at kunne 'tænke højt sammen' og dermed også blive klogere sammen.