Vores pædagogiske grundlag tager afsæt i Marte Meo-metodens menneskesyn og pædagogiske principper. Denne tænkning bygger på en positiv og anerkendende tilgang til barnet, og hvor barnet betragtes ud fra et ressourcesyn frem for et mangelsyn. Der lægges vægt på at få øje på 'det der virker' og gøre mere af det. Ligeledes er der fokus på positiv reformulering. Eks. hvad har barnet brug for støtte til at lære, og/eller hvad har den voksne brug for støtte til at lære.
Vores læreplansarbejde er integreret i den daglige pædagogiske praksis.
Marte Meo
I Molevitten arbejder vi med Marte Meo-metoden. Det er en metode til udvikling af samspil mellem barn/voksen og børnene imellem. Metoden gør brug af videooptagelser, som viser, hvordan en god kontakt mellem barn og voksen/pædagog opbygges og udvikles. Metoden fokuserer på den vellykkede kontakt og kommunikation mellem mennesker.
Marte Meos omdrejningspunkt er at udmærke, forfine og forbedre måden at være sammen på. Det vil sige, at vi kan tænke den ind i vores pædagogiske praksis, ligegyldigt hvad vi laver sammen med børnene. Eksempelvis når vi spiser sammen med børnene, når vi har musik sammen, eller når vi er på tur.
Metoden bygger bl.a. på fem grundlæggende principper, som er meget brugbare pædagogiske redskaber i forhold til de voksnes opmærksomhed og fokus. Den kan være med til at sikre en udviklingsstøttende kommunikation med børnene. Både sprog og sociale kompetencer udvikles.
De fem grundprincipper er:
- At se/følge barnets initiativ
- At bekræfte barnets initiativ
- Benævne barnets initiativ
- Benævne eget initiativ
- Turtagning
Udover disse fem principper siger Marte Meo-metoden også noget om, hvordan de voksne kan hjælpe til at 'linke' børnene sammen – altså indbyrdes støtte dem i at knytte kontakter og opbygge relationer børnene imellem.
Ligeledes er vi meget opmærksomme på positiv ledelse, der handler om, at den voksne skal vise vejen i situationer, hvor den voksne vil have barnet til at gøre noget bestemt.
Betegnelsen Marte Meo betyder 'ved egen kraft', hvilket understreger, at metoden tager udgangspunkt i, hvordan man naturligt kommunikerer med helt små børn. Det vil sige, at vi alle har potentialer i os til at udvikle det støttende samspil. Alle gør det, og alle kan blive bedre til det; Marte Meo sætter blot samspillets elementer under lup. Desuden giver metoden de voksne konkrete handleanvisninger, og den er dermed meget løsningsorienteret i sin tankegang.